Vi kigger på livet i havet i Hou – også i 2019

Vi har i sommeren 2018 haft en mobil maritim feltstation på havnen i Hou syd for Århus. Vi fortsætter i sommeren 2019. Vi har døbt feltstationen Havets Hus-Vogn, fordi tanken er at få oprettet et permanent maritimt center på havnen i Hou – et Havets Hus.

Grønlandshvaler “peeler”

Grønlandshvaler anvender sig af peeling, som fænomenet kaldes – også på dansk. Hvalerne har sandsynligvis gjort det gennem årtusinder. Det er canadiske forskere, som ved hjælp af droner, har kunnet iagttage fænomenet i Cumberland sund sydøst for Baffin Island i det nordlige Canada. Det er hvaler fra den østcanadiske/vestgrønlandske bestand af grønlandshvaler (bowheads på engelsk) som samles her i sensommeren for at skrubbe og klø sig på nogle store klippeblokke, som ligger tæt under overfladen. Forskerne har tidligere observeret, hvordan hvalerne lå og rullede sig på det pågældende sted, uden at det var muligt at afgøre, hvad formålet med den særlige adfærd var, men ved hjælp af droner er det nu blevet afsløret, at stedet fungerer som hvalernes pendant til en peeling klinik. Forskerne kunne ved hjælp af dronerne se, at de hvaler, som befandt sig i området enten var ved at skifte hud eller bar skrubbemærker, og der blev observeret hvaler, mens de var i gang med at skrubbe sig. Forskerne har iagttaget 81 grønlandshvaler det pågældende sted. Opdagelsen giver måske samtidig en forklaring på, hvorfor engelsktalende hvalfangere i sejlskibenes tid kaldte grønlandshvalerne for ”rock-nose whales”, når de blev observeret nær undersøiske klipper.

Det er velkendt, at en anden arktisk hval, hvidhvalen, fjerner gammel og død hud ved at gnide og skrubbe sig på rullesten, ofte så tæt på kysten, at hvalerne af og til strander, når de er så optaget af at skrubbe sig, at de ikke tager tidevandet i agt. Som regel sker der dog ikke andet, end at hvalerne kan svømme bort ved næste højvande. Hvis da ikke en isbjørn i mellemtiden får øje på dem, hvad man også har eksempler på.

 

Man kan læse mere om iagttagelserne med grønlandshvalerne og se fascinerende billeder og videoer på linket: https://www.hakaimagazine.com/news/bowhead-whales-exfoliate-too/

 

Tunfisk i danske farvande

Blåfinnet tunfisk

Den atlantiske blåfinnede tun (Thunnus thynnus) ser for alvor ud til at være vendt tilbage som en sommergæst i de danske farvande.

Den blåfinnede tun (der findes også gulfinnet tun og andre arter af tunfisk) er en af de største benfisk. Den kan blive over 3,5 meter lang og veje over 500 kilo. Benfisk har som navnet siger et skelet af ben, mens de andre store fisk som hajer og rokker har et skelet af brusk. Den blåfinnede tun er både stor og hurtig, den kan nå en fart på omkring 60 kilometer i timen, når den jager bytte som sild og makreller. De sidste hører også til havets hurtige svømmere og er i samme familie som tunfisk. Årsagen til at tunfisk kan svømme så hurtigt er, at tunfisk er delvis varmblodede, hvilket gør musklerne mere effektive end hos fisk, der er koldblodede, hvilket vil sige, at fisken har samme temperatur som det omgivende vand.

Der er i løbet af september 2017 blevet mærket flere tunfisk i Øresund med små dataindsamlere, som efter et årstid falder af og flyder op til overfladen, hvor de sender de indsamlede date til en satellit, som videresender dem til forskerne fra DTU Aqua og Sveriges landbrugsuniversitet (SLU Aqua), som står bag projektet sammen frivillige sportsfiskere, som indfangede tunene. Tunfiskene i Atlanten kommer fra to stammer, hvor den ene yngler i den mexicanske golf og den anden i Middelhavet, og man vil blandt andet have undersøgt, fra hvilken bestand tunene kommer. Bestanden i middelhavet har været meget hårdt ramt af fiskeri af især italienske fiskere, der brugte nogle særlige svømmende fangstgårde.

Fiskeri, hvor fiskerne målrettet fanger tunfisk, er ikke tilladt, men hvis tunfiskene bliver fanget som bifangst i fiskeri efter andre fisk, må de sælges til konsum, og der er i sommerens løb blevet solgt flere af den slags tunfisk, som har nået priser på mellem 20.000 og 30.000. Hvad der er småpenge i forhold til, hvad store tunfisk kan koste på japanske fiskeauktioner, hvor beløbet kan være mere end 10 gange så stort.

Tunfisk var indtil for omkring 60 år siden en hyppig sommergæst i danske farvande, hvor de især blev landet i Skagen. Denne sides redaktør har således som barn set en hel række jernbanevogne blive fyldt med tunfisk på havnen i Skagen af svedende mænd med lange jernkroge som baksede med de store fisk. Kilopriserne var sikkert noget mere beskedne end i dag. Hvorfor der atter er tunfisk i danske farvande er ikke fastslået. Om det er bestanden, som efter mange år igen er vokset, eller om der er tale om tunfisk, som har ændret vandreveje, måske på grund af klimaændringer, er nogle af de spørgsmål, forskerne søger at få svar på.

 

 

Fisk synger ved daggry og solnedgang

Som de fleste sikkert har lagt mærke til om foråret, synger fuglene især ved daggry og ved solnedgang.  Nu har nogle australske forskere opdaget, at forskellige arter fisk, som lever på lavt vand nær ved kysten, faktisk gør noget lignende, selv om fiskenes lyde ikke ligefrem minder om fuglesang, men består af en række gryntende, knirkende og tudende lyde, som de pågældende fisk – lige som fuglene – især udsender ved daggry og ved skumring. Foreløbig er fænomenet beskrevet fra kysten ud for Port Headland i det vestlige Australien, men måske er det et fænomen, som er udbredt rundt om i kystnære farvande på kloden. Man kan jo prøve at lytte efter…

Pink Floyd giver navn til pistolreje

 

Rockbandet Pink Floyd har fået en nyopdaget pistolreje opkaldt efter sig. Pistolrejen er blevet opdaget i havet ud for Panamas stillehavskyst af en international gruppe forskere, Arthur Anker fra Universidade Federal de Goiás in Brazil, Kristin Hultgren fra Seattle University i USA og Sammy De Grave fra det britiske Oxford Universitets naturhistoriske museum. Både Arthur Anker og Sammy de Grave er fans af bandet Pink Floyd, og de har valgt at give pistolrejen det videnskabelige navn Synalpheus pinkfloydi.  Pistolrejer eller knipserejser, som de kaldes på dansk, er en gruppe på mere end 1000 arter af krebsdyr (de er tibenede krebsdyr, decapoder, som eksempelvis hummere), som er udstyret med en såkaldt knipseklo, som dyret kan spænde og derefter udløse med en kraftig trykbølge til følge, som kan lamme eller dræbe byttedyr eller fjender.  Pink Floyd-pistolrejens knipseklo er strålende lyserød. Den deler dette særpræg med en anden pistolreje, dens nære slægtning Synalpheus antillensis, som blev beskrevet i 1909 og som lever i det vestlige Atlanterhav.

Foto: Sammy de Grave

 

De fleste vågehvaler fanget af norske hvalfangere er drægtige

Op mod 90 procent af de vågehvaler, som bliver fanget af norske hvalfangere, er hunner som er drægtige, hvilket ikke er noget problem ifølge norske veterinær myndigheder. Der blev i 2016 fanget 591 vågehvaler af norske hvalfangere, og de har i 2017 tilladelse til at fange 999 vågehvaler, men den norske fiskeriminister Per Sandberg mener, at antallet bør fordobles, selv om den norske hvalfangst møder voksende international kritik.

Der er nogle barske billeder i linket:

https://www.nrk.no/mr/dei-fleste-skotne-kvalane-har-foster-i-magen-1.13414065

 

Ukendt alge opdaget i havet ved Japan

Den ligner en mælkebøtte, men er en alge, omend af de mindre, den bliver kun 3 til 5 centimeter høj. Algen er opdaget i havet ved den japanske ø Otoutojima på 50-70 meters dybde. Den har foreløbig fået navnet ”umi-tanpopo” på japansk, hvilket betyder havmælkebøtte. Algens ”blomst” giver den en stor overflade, så den kan opfange mest mulig lys til sin fotosyntese, hvilket gør det muligt for algen at vokse på dybder, hvor der kun trænger meget lidt lys ned i vandet. Det ser ikke ud til at algen er beslægtet med andre kendte alger ifølge genetiske analyser af den.

Algen kan ses på dette link:http://www.asahi.com/ajw/articles/AJ201702260032.html

 

 

 

Nyopdaget blæregople

En – sandsynligvis – ny, ejendommelig art af blæregopler er blevet filmet i Stillehavet af det amerikanske forskningsskib Okeanos Explorer. Blæregopler (Siphonophora) er fritsvømmende dyr, som i virkeligheden er en koloni af tusindvis af små dyr, som har forskelligt udseende og opgaver, men som i fællesskab danner en samlet organisme, som opfører sig som om, den er én organisme. Den mest kendte blæregople er uden tvivl den meget giftige portugisiske orlogsmand. Der er indtil nu beskrevet omkring 150 arter af blæregopler, hvoraf seks arter er kendt fra danske farvande. Kun en af dem, tveklokke (Lensia conoidea) er almindelig herhjemme. Blæregopler fanger deres bytte ved hjælp af tråde, der er besat med nældeceller, lige som de egentlige gopler, brandmænd, vandmænd m.fl. På linket ses en fascinerende optagelse af blæregoplen, som endnu ikke har fået noget videnskabeligt navn.

 

 

En rædselsorm i havbunden…

Vi har omkring 600 arter børsteorme i havet omkring Danmark – men heldigvis ikke ”rædselsormen” Eunice aphroditois (den har ikke noget dansk navn). Hvorfor den bliver kaldt for rædselsormen fremgår af videoen, som man kan se på linket nederst. Ormen lever nedgravet i havbunden, hvor den stikker sine antenner op, så den kan føle et potentielt bytte, som godt kan være større end selve ormen, som kan blive op mod tre meter lang. Ormen slår lynhurtigt til, og den sprøjter en gift som lammer eller dræber ind i sit bytte. Ormen er i nogle tilfælde blevet indslæbt uden at det er blevet opdaget i akvarier, hvor fisk og andre dyr begyndte at forsvinde på mystisk vis – indtil man fik undersøgt bundmaterialet. Ormen lever i de subtropiske og tropiske dele af Atlanterhavet og Stillehavet.

http://www.smithsonianmag.com/videos/category/science/terrifying-worm-snatches-fish-from-ocean-floor/

 

 

Er det sundt at spise fisk? Eller at spise andet, som stammer fra havet?

Havet er desværre blevet den helt store kloak, og der er efterhånden ingen steder i havet – selv på de dybeste steder som Marianergraven, hvor man ikke finder forurening. Det har længe været kendt, at for eksempel tunfisk har høje niveauer af kviksølv i deres muskelvæv – det kød man køber på dåser, og jo mere man undersøger andre arter i havet, jo flere arter opdager man indeholder enten kemikalier eller plastic og andre ubehagelig ting i deres tarmkanal eller væv. Spiser man muslinger, østers og andre delikatesser, som ernærer sig ved at filtrere havvandet, kan man være helt sikker på, at det ikke længere er blot delikatessen, man fortærer – god appetit…:)

Linket er til en artikel om emnet: https://www.theguardian.com/lifeandstyle/2017/feb/14/sea-to-plate-plastic-got-into-fish

 

 

Flere indlæg «

Henter flere emner